Ofte spurgte spørgsmål

 

Sp: Jeg vil gerne meldes til AFD. Jeg har pt. ingen blótgruppe, men vil gerne starte én op, og så kunne det være en glimrende måde at skabe kontakt.
   
Sv: Du kan sagtens blive medlem som enkeltperson. Du kan vælge at være kontaktperson. Når du så har samlet folk nok ( vi kan evt henvise nogen til dig) kan du vælge at ændre medlemskabet til Godeord.
   
Sp: Må I foretage vielser ? – har I søgt om godkendelse hos Kirkeministeriet ?
   
Sv: Endnu ikke juridisk gyldige. Vi er endnu ikke godkendt som trossamfund af Kirkeministeriet, men vi afleverede en ansgning i januar 2006.
   
Sp: Hvor længe skal man have været medlem for at kunne blive viet hos jer ?
   
Sv: Vi har ikke nogen tidsfrist for, hvorlænge man skal have været medlem. Principielt kan man melde sig ind på dagen for brylluppet. I praksis vil det dog være op til den enkelte blótgruppe at afgøre, hvor længe de vil have, at et brudepar skal have været medlem, før de vil forrette vielsen.
   
Sp: Må I foretage ”gravfærd” ?
   
Sv: Gravfærd må hvem som helst foretage. Det kræver ikke godkendelse som trossamfund. Derimod kræver det godkendelse at få udlagt et stykke jord til gravplads, enten på en kirkegård, eller et stykke jord, man selv anskaffer sig. Godkendelse som trossamfund har vi ikke endnu.
   
Sp: Hvor længe har Asatrofælleskabet eksisteret som forening?
  
Sv: Asatrofællesskabet blev startet i sommeren 2003 som en interesseorganisation for blótgrupper. I 2004 besluttede vi at omdanne os til et egentligt trossamfund.
  
Sp: Har I en bestyrelse – er den offentlig – og i det tilfælde, hvor mange og hvem sidder i den ?
  
Sv: Nej. Vi har heller ikke nogen formand, fordi den slags titler giver folk nykker. Vi har derimod et sekretariat og en sekretær, der tager sig af henvendelser, administrerer hjemmesiden osv.
  
Sp: Hvor mange medlemmer har I?
  
Sv: Asatrofællesskabet i Danmark består af 6 blótgrupper samt nogle kontaktpersoner for dannelse af nye blotgrupper. I alt ca 120 personer.
  
Sp: Hvor mange medlemmer har Goderingen?
  
Sv: Goderingen har udover godeordene i Asatrofællesskabet, tre andre blotgrupper tilknyttet. Den består af blótgruppernes valgte kultforrettere og andre åndeligt interesserede, ca 30 personer.
  
Sp: Hvad er det, som adskiller jer fra eks. FornSidr ?
   
Sv: Først og fremmest er det organisationsstrukturen. Asatrofællesskabet bygger på blótgruppen (Godeordet) som det fællesskab, hvor den enkelte har sin tilknytning. Derudover ønsker vi ikke at kommentere andre trossamfund.
   
Sp: Er Asatrofællesskabets struktur ikke i virkeligheden et pamperagtigt fagforeningsstyre, hvor diverse Goder er de, der bestemmer, og de eneste der har lov at drage til Tinge og stemme?
   
Sv: Nej, Asatrofællesskabets struktur sikrer, at der ikke er nogen fra centralt hold, der kan stille krav til Godeordene, udover hvad loven kræver af et trossamfund. Det vil sige, at vielsesritualet opfylder lovens krav, og at vi tror på det samme, hvilket er Asatroen. Asatrofællesskabet i Danmark har ikke noget centralt Alting, men derimod lokale ting for hvert Godeord. Principielt bestemmer Godeordet dog selv, hvilken styreform det ønsker, så længe det opfylder lovens krav.
Det er en struktur, vi mener, er bedst til at undgå dogmatisk ensretning, personfnidder og at undgå, at tilfældige flertals "hovsa-beslutninger" får ubehagelige konsekvenser for mindretallet. Det er en struktur, der vil forhindre magtbegærlige enkeltpersoner i, at manipulere sig til magten i hele foreningen på en gang. Alene af den grund kan nogle mennesker finde på at benytte ovenstående påstande om den struktur, vi ønsker i Asatrofællesskabet i Danmark.
   
Sp: Hvor finder jeg en kopi af jeres vedtægter ?
   
Sv: Vores vedtægter blev vedtaget ved urafstemning i juli måned 2004. Vi synes ikke, at de er så interessante, at vi har lyst til at offentliggøre dem. Vi mener ikke, at det er konstruktivt at hænge sig i vedtægtsparagraffer og forsøge at flytte kommaer i teksten. Det flytter nemlig fokus fra troen over på det rent administrative. Derfor har vi besluttet, at vores vedtægter kun er interessant i et forhold mellem os og Kirkeministeriet.